Moleskine & Livets Små Mirakler

Miraklernes tid er ikke slut.

Vi skal tilbage til juli 2006, hvor Pablo i den støvede landsby Dogubayazit i det østligste Tyrkiet besluttede sig for at afbryde ekspeditionen og vende tilbage til Danmark. At sige farvel til sin bedste ven og forsøge at vænne sig til tanken om at jordomrejsen fra nu af ville foregå på helt egen hånd – gennem regioner som Kaukasus og Centralasien, som jeg kendte meget lidt til på forhånd – krævede et psykisk overskud, som jeg i situationen virkelig havde svært ved at finde. Mentalt set blev jeg tvunget til at rekonfigurere hele ekspeditionen, og lysten til eventyret, lysten til landevejene var totalt forsvundet i de følgende dage. Hårde tider.

Sammen med en del andet udstyr tog Pablo også min første (og fyldte) dagbog med tilbage til Danmark. En fin, lille Moleskine-dagbog, som troligt havde taget imod mine tanker og refleksioner på rejsens to første måneder. Det var den første af i alt 17 dagbøger, jeg fik fyldt i løbet af rejsens 1.413 dage, og den betød alene af den grund en masse for mig.

Men dagbogen blev under Pablos flytning i København væk i 2006/2007, og lige meget, hvor meget han end ledte efter den, dukkede den ikke op. Det var virkelig en hård nød for mig at sluge, og det er ingen løgn at sige, at jeg siden jeg hørte om den bortkomne dagbog har følt en lillebitte flig af mig gik tabt med den lille sorte lommebog.

Nu kommer miraklet så: I lørdags kunne Pablo med lettelse i ansigtet fortælle, at dagbogen var dukket op hjemme hos hans mor i Middelfart. Mere end 5 år senere. Vild glæde. Vild taknemmelighed.

Så nu er jeg gået i gang med at genopleve WT-eventyret, alt imens tanker om nye eventyr er i gang med at manifestere sig i mig. Mere om det. Indtil da kan du stadig nå at komme med på (en litterær udgave af) Danmarkshistoriens længste cykelrejse

Moralen bag alt dette findes oppe på første linie…

Also sprach,

Nicolai

Der er lukket for kommentarer.