Nyhedsbrev #1 – Dubai & Oman

Muscat, Oman, 5. december 2011

Mit mentale 32MB-memorykort er stopfyldt med oplevelser og indtryk fra de sidste 11 dage her paa den arabiske halvoe (De Forenede Arabiske Emirater og Oman). Disse ord er et forsoeg paa at faa toemt kortet og frigoere plads til de kommende, afrikanske eventyr…

Den 24. november 2011 floej jeg med Emirates til Dubai, hvor jeg tilbragte de foerste 2-3 dage. Som rygtet havde fortalt mig, er Dubai en imponerende, moderne og meget ambitioes storby. Jeg brugte – udover den klassiske sightseeing: Burj Al-Arab, verdens hoejeste hotel, Burj Khalifa, verdens hoejste bygning, og naboen Shopping Dubai, verdens stoerste shoppingcenter, de lokale markeder – ogsaa dagene paa at vaenne mig til den charmerende anderledes rytme, som livet ofte har for mig, naar jeg begiver mig udenfor rammerne for den velkendte, vante tilvaerelse. En langsommere rytme, der tillader stoerre fordybelse, et stoerre naervaer, i dagen, i mine omgivelser, i mig selv. Det er tiltraengt – og det har vaeret et blandt flere tillokkende aspekter ved denne knapt 3 maaneders rejse: at nulstille mig selv igen, at klippe mig fri fra det urbane, sociale liv i Danmark, som jeg elsker og holder af, men som ogsaa foelger en helt anden dirigentstok. Nogle gange bliver lysten til den anderledes melodi for stor, og det har jeg taget konsekvensen af. Det forpligter jo ogsaa at kalde sig selv for eventyrer…

Det er slet ikke gaaet op for mig endnu, at jeg har 82 rejsedage foran mig. Det foerste doegn har vaeret full-on og det foeles vidunderligt at vaere her. Har booket mig ind paa det fine, vist nok 4-stjernede, Al Manar Hotel Apartments i Dubai og det ligger flere klassetrin over den hotelstandard, jeg normalt faerdes i.

Dubai er et travlt sted. Det virker som om alle paa alle tider er paa vej et eller andet sted hen. Og altid i motoriserede koeretoejer. Og altid i sindssygt labre og eksklusive biler. Det virker som om jeg som gaaende turist udgoer en anomalitet i bybilledet. Jeg tror ikke, at min lille (og ellers ganske sexede, synes jeg) VW Polo ville have mange chancer for at traekke nogle 4-hjulede taever med hjem i hundehuset her i Dubai.

I soendags, 27. novber 2011, forlod jeg i den tidlige morgenstund Dubai i haabet om at trafikken ville vaere tynd og medgoerlig. Not so. De siger, at man hver dag skal goere mindst een ting, der skraemmer. At forlade Dubai paa de store hovedfaerdselsaarer (der er vist ikke andet her) paa cykel maa vaere min ting i dag. Det var rent ragnarok. Tungen snorlige i munden hele formiddagen.

Inden jeg saadan rigtigt har forladt Dubai, standser en bil foran mig og holder ind til siden. Ud af bilen staar en stor araber iklaedt dishdasha og med et turbanlignende klaede paa hovedet. This is my gift to you, siger han storsmilende og raekker mig et nyt armbaandsur i Dubais/F.A.E nationalflags farver. Jeg er overrumplet, takker mange gange og snart er manden koert videre. Har ikke en gang vaeret paa vejene i 2 timer. Det tegner lovende alt sammen…

Glaeden ved at staa og tisse overskraevs paa cyklen eller op ad et trae er tilbage. Jeg tonser igennem de roede sanddyner, der snart dukker op overalt omkring mig. Fritgaaende kameler krydrer ogsaa den ellers smagfulde cykeldag, og medvinden hjaelper med at sende humoerbarometeret helt op i det sundeste felt. Bliver adskillige gange mindet om mange af cykellivets ufattelige glaeder. The heat is on. Ca. 45 graders varme i solen. 30 C i skyggen.

Jeg krydser uden problemer graensen til Oman og naar ved solnedgangstid til en lille fiskerlandsby, Al Agur, hvor jeg lige ud til vandet, Sea of Oman, slaar teltlejr ved siden af en moske. En lokal mand nikker imoedekommende til mig, da jeg paa internationalt tegnsprog spoerger ham, om det er i orden, at jeg slaar lejr bag moskeen. Han viser mig senere op til moskeens baderum, hvor jeg faar vasket skridtet, der begyndte at goere lidt nas sidst paa dagen efter 142 km i sadlen paa foerste cykeldag.

Are you from Norway?
Are you the Guiness Record?
Are you cycling around the world?
(how did he know)

Det var blot nogle af de sjovere spoergsmaal, jeg loeb ind i i dag. Utallige gange bliver jeg stoppet af nysgerrige lokale, der lige skal hoere hvordan og hvorledes og som alle slutter af med at spoerge, hvad de kan goere for mig, og om der er noget jeg har brug for. I oprigtig mangel paa forslag, beder jeg gerne maendene (for det er jo altid maend, der approacher her i regionen) om at soerge for fortsat hoej sol for det holder mit hjerte sundt. Det griner de af.


Dag 5 – Mandag 28. november 2011.

Jeg har ingen lokal valuta, Omani Rial. ATM-maskinen i Shinas duer ikke. Jeg er rasende morgensulten. Der er 60 km til den naeste stoerre by mod syd, Sohar. Umiddelbart betragtet lidt af en knibe at befinde sig i, men det naaede jeg naermest ikke at sanse, for ved ATM-maskinen, kontaktes jeg af en lokal mand, der spoerger til min situation (de fleste lokale taler lidt eller en del engelsk – herligt!). Jeg forklarer situationen og uden paa nogen maade at have lagt op til det, direkte eller indirekte, stikker han mig 3 OR (45 DKK) og spoerger om jeg har brug for flere. Jeg kan (igen) ikke helt fatte mit held og den lokale venlighed. Nej tak, men tusind, tusind tak, fremstammer jeg bare. Naar noeden er stoerst, kommer en omaner gerne en til undsaetning.

Roeven knirker voldsomt igen i dag. Den bagside af cykellivet havde jeg naesten svedet ud. Pain-pain-pain. Alligevel ryger naeven i vejret flere gang i dag. Gamle WT-laesere vil vide, hvad det betyder: Happy days are here!!! 🙂
Efter Sohar, hvor jeg drejer fra hovedvej 1 og ind i landet, ind i bjergene, venter ca. 50 km stenoerken. Jeg sprudler i sadlen og flyver afsted mens den nedgaaende sol kaster guld over Omans tomme wild west-landskaber.

Slaar lejr inde i bjergene. Fredfyldt og smukt. Ingen mennesker, ingen myg, forbavsende stille. Render noegen rundt i den milde aftenluft – fordi jeg kan og for at give mine gnidsaar bagi luft.

11 timers soevn ventede mig. Vaagnede enkelte gange i nat, da jeg kunne hoere dyr snuse rundt udenfor teltet.
Det er en virkelig smuk cykeldag. Cykler langs wadis, udtoerrede flodlejer, gennem palmelunde og hele tiden med barske klippelandskaber til begge sider. Kuperet terraen. Vindstille. Fuld sol.

Jeg rammer under en heftig nedkoersel i formiddags 71,7 km/t. Jo-jo, den gamle hollandske dame kan stadig.

Efter 4 dage (540 km) undervejs naar jeg byen Niswa, hvor jeg for foerste gang siden Dubai logerer mig ind paa et hotel. Her falder jeg i snak med 27=aarige Omar og hans ven Ahmed, der inviterer mig ud at spise, (Omani style, siddende paa gulvet) efterfulgt af et besoeg paa en shisha-bar. Herlig vandpibe. Herlig aften.

Den efterfoelgende dag er lige saa tarvelig og traels som de foregaaende har vaeret uforglemmelig. Modvinden raser, roeven piber og jeg gider ikke rigtigt cykeldagen. Ser bare frem til at komme til Muscat og faa hvilet bagdelen. Symptomatisk for den ikke alt for sprudlende dag, slaar jeg ved solnedgangstid lejr i et gudsforladt stenbrud paa en byggeplads. Lejren slaar vist ingen aestetiske rekorder, men jeg var traet og gad ikke mere modvindscykling (laes: storm).

Da jeg et par dage senere naar Omans hovedstad, Muscat, har smerterne i min gloedende bagdel naaet nye og uanede hoejder. Jeg vil spare jer for detaljerne. Suspense!

Jeg har vaeret de sidste 2-3 dage i Muscat (ca. 1 mio. indbyggere) og har fornoejet mig med sightseeing (fiskemarkedet i Mittrah, souk’en i ditto, sultanens palads, landets stoerste moske, Grand Mosque), kabel-TV paa mit hotelvaerelse (rasende dyrt, 285 DKK/nat – saadan ligger hotelpriserne desvaerre her), opladning af elektronisk udstyr, varme brusebade, snak med gud og hver mand, shopping malls, ad hoc-traening paa hotellets tag, gaature langs stranden, en grundig vask og rengoering af Koga-cyklen (som jo gerne skulle tage sig smukt ud inden Afrika i morgen), afslapning,

Jeg havde haabet at kunne uploade lidt flere billeder her fra Oman, men teknologien frustrerer, saa det maa vente til senere. Der er indtil videre 12 billeder paa min Facebook-profil.

Om lidt cykler jeg ind til busstationen og tager saa bussen tilbage til Dubai, hvor jeg ankommer i aften. Kl. 3.40 i nat (tirsdag) flyver jeg til Cape Town, Sydafrika. Er vanvittigt spaendt. Wish me luck.

Saaledes mine livstegn her fra The Sultanate of Oman. Send mig endelig en tanke og en linie.

De kaerligste tanker,

Nicolai

7 thoughts on “Nyhedsbrev #1 – Dubai & Oman

  1. Kære Nicolai.

    Rigtig god tur til dig og pas nu godt på dig. Det bliver hyggeligt igen at følge dig ud i den store Verden.

    Kærlig hilsen fra Leon.

  2. Skønt at høre fra dig brormand og fedt at høre om Dubai og Oman. Dejligt at du allerede har oplevet en masse eventyr. Rigtig god tur til Sydafrika i nat, glæder mig til at høre mere fra dig. En kæmpe hilsen fra Hugo og Lasse også. Knus, søster

  3. Godt at høre nyt! Hvad er planen for Afrika, er det en tur rundt i Sydafrika eller regner du også med at skulle besøge andre lande?

  4. Kære Nicolai
    Dejligt at høre, at du igen er igang med at opleve en masse spændende. Jeg havde nu heller ikke regnet med, at du kunne holde dig hjemme så længe. Pas på dig selv. Jeg/vi her i Personale glæder os til at høre fra dig igen.
    Venlig hilsen
    Flemming
    PDK

  5. Hej Nicolai. Fortsat god tur. Det er spændende at følge dig på turen, og du har inspireret mig, så jeg til februar tager på en 3 1/2 uges cykeltur med telt i Florida. Jeg glæder mig helt vildt og håber at få gode oplevelser.

Comments are closed.